Ældre kvinde efterlyses af politiet

Politiet efterlyser en ældre kvinde, der i juni skubbede en anden ældre kvinde så hun faldt. Skubberiet fandt sted ved Netto på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Da to kvinder d. 23. juni i år kom op at skændes ved Netto på Gl. Vardevej i Esbjerg endte det med, at den ene kvinde resolut skubbede den anden, så hun faldt og pådrog sig flere skader.

Nu efterlyser politiet den skubbende kvinde, der er fanget på et overvågningskamera.

Den efterlyste er en dansk kvinde på mellem 70 og 75 år.

Hun er almindelig af bygning og mellem 165-170 cm høj, og var på gerningstidspunktet klædt i bukser og en trekvartlang jakke med hætte. Hun har hvidt mellemlangt hår og havde mørke solbriller på.

Hvis man genkender kvinden på billedet, skal man kontakte lokalpolitiet i Esbjerg på telefon 114.