Alle vikinge-roller er fordelt

Der er nu fundet skuespillere til de mere end 50 roller i Jels-vikingernes 2018-forestilling ”Ulvesommer” .

Mere end 50 taleroller skulle fordeles - og for de som ikke fik en talerolle i år, er der stadig masser af muligheder for komme på scenen i en eller flere af de mange statistroller der skal besættes, når vikinger den sidste weekend i maj mødes til de første udendørs prøver på friluftsscenen ved søen i Jels. 

Inden tilskuerne kan sætte sig til rette ved den smukke amfiscene ved søen, venter nu fem måneder med intense prøveforløb.

Instruktør Thomas Howalt beskriver forestillingen som en historie om en almindelig vikingefamilie med en ganske ualmindelig skæbne. I ventetiden frem til premieren på årets forestilling er det allerede nu muligt at sikre sig billetter til én (eller flere) af de i alt 17 forestillinger på www.jelsvikingespil.dk.

2017 blev vikingernes hidtil bedste sæson målt på overskud - og ikke siden 1986 har så mange overværet vikingernes forestilling.

- Det giver os mulighed for at skabe endnu bedre rammer for dette års forestilling. Hvis interessen for dette års forestilling fortsætter med samme fart som vi ser det i øjeblikket, så tror jeg at vi kommer til at overgå sidste års tilskuertal, siger Bruno Bennedsen, formand for Jels Vikingespil.