To anholdt for at skyde mod politiet

Politiet har klokken 13.58 anholdt to mænd, der har skudt mod politiet på en landejendom på Sønderskovvej i Andkær ved Børkop.

De to mænd forsøgte at flygte i en bil ind over en mark, men politifolk til fods forfulgte dem med trukne pistoler. Bilen blev standset, og de to mænd blev passiveret og lagt i håndjern. Det er en 45-årig og en yngre mand.

De er nu kørt til politistationen i Vejle til afhøring.

Et vidne på stedet oplyste, at politiet først anholdte en tredje mand, der kørte ind ad indkørslen til gården, men han fik lov til at køre igen.

Ingen blev ramt

Ingen er blevet ramt af skuddene.

Politiet fik i første omgang en anmeldelse om hærværk, formentlig et skud gennem en rude på en ejendom i Ankær.

Under politiets efterforskning på stedet kom en række skud fra naboejendommen.
 
Politiet kendte manden på naboejendommen, og han betegnes som psykisk ustabil.

Under skyderiet blev et større antal politipatruljer sendt til stedet.

Motivet til skyderiet kendes endnu ikke.