Ankersen-brødrene skal koncentrere sig om fodbold

Esbjerg-træner Niels Frederiksen siger nu, at Esbjergs to markante profiler Peter og Jakob Ankersen skal koncentrere sig om levere store præstationer på banen frem for at bruge energi på at optræde i tv og aviser.

Det mener træner Niels Frederiksen, der har valgt at afskærme tvillingerne fra medierne dagen før klubbens første hjemmekamp i Europa League-gruppespillet mod Red Bull Salzburg fra Østrig.

- Det er helt vildt, hvad der har været af forespørgsler på dem, og det er vigtigt at holde fokus på kampene. De har godt af at få lidt ro, siger Niels Frederiksen.

I går blev begge Ankersen-brødre udtaget til det danske landsholds kampe mod Italien og Malta, og det har kun været med til at forstærke interessen for den populære duo.

I sidste uge undrede Jakob Ankersen sig i medierne over den måde, spillere bliver udtaget til landsholdet på, men det er ikke de udtalelser, der har gjort, at spillernes omgang med medierne skal begrænses, forsikrer træneren.

- Generelt synes jeg faktisk, at de udtaler sig meget fornuftigt. Jeg kan bare vurdere, at hvis det var mig, der var 23 år og lige var blevet udtaget til landsholdet og skulle give så mange interview, så kunne jeg forestille mig, at det ville påvirke mig.

- Det er ikke usædvanligt for mig, at jeg tager de hensyn. Det har været ekstremt hængt op, og vi vil gerne hjælpe dem til at holde fokus. Frem for at symptombehandle, når skaden er sket, vil jeg hellere forebygge, forklarer Niels Frederiksen.