Bilist - pas på dyrene

Der dræbes ét dyr pr. dansker i trafikken. Forsikringsselskab beder trafikanterne passe på.

Mens der dræbes stadig færre mennesker i trafikken, stiger antallet af dræbte dyr på de danske landeveje fortsat.

Særligt råvildt og hjorte og deres nyfødte unger er udsatte ofre i de kommende uger, og det får GF Forsikring til at opfordre bilisterne til at være ekstra opmærksomme bag rattet.

- Vi kan ikke hindre, at dyr bliver dræbt i trafikken. Men mange bilister kan gøre mere for at hindre alvorlige ulykker og samtidig begrænse de lidelser, dyrene udsættes for, siger Gunnar Hansen fra GF Forsikring i Haderslev.

- Jo større dyret er, jo større er risikoen for bilisten selv. Her er det afgørende, at man sætter farten ned og er særlig opmærksom på vejens omgivelser. Det gælder specielt i de områder, hvor man ved, at der er risiko for at større dyr løber ud på vejen, forklarer Gunnar Hansen.

Husk at dyr ofte færdes flere sammen. Ét dyr på vejen bliver ofte fulgt af flere.

Der findes ikke nogen eksakte opgørelser over det samlede antal dræbte dyr på de danske veje, men at problemet er stigende, bekræftes af Dyrefondet.

- Vi anslår, at der dræbes ét dyr pr. dansker i trafikken hvert år. Vi taler altså om alt for mange dyr, der hvert år lader livet i trafikken. Dertil kommer et ukendt stort antal alvorligt tilskadekomne dyr, siger Dyrefondets direktør, Vibeke Haslund.