Nej tak til togbane: - Billund Lufthavn er ikke som Kastrup eller Hamborg

Borgergruppe kæmper mod tog direkte til og fra Billund Lufthavn. Modstanderne ser ingen fordele ved Billundbanen.

Dansk Folkeparti vil sløjfe togfondens fase 2 - og dermed en ny togbro over Vejle Fjord. Men partiet vil stadig have en togforbindelse til og fra Billund Lufthavn, og det vækker undren i borgergruppen "Stop Billundbanen".

- Det er meget mærkeligt, at når man træder ud af fase 2, så holder man fast i det projekt, som samfundsmæssigt er allerdårligst. Det er jo beregnet af både Trafikstyrelsen og Banedanmark. Jeg synes heller ikke, en togbro over Vejle Fjord er en god idé, men Billundbanen er ringere for Danmark og samfundet, siger Martin Fogh Skovlyst fra Vejle.

For få passagerer

Han står borgergruppen og bor selv et sted, der kan blive berørt af en ny togbane. Sammen med andre borgere kom han med et borgerforslag mod Billundbanen, og han håber stadig at præge beslutningen.

quote

Man flytter faktisk bare passagerer fra bus til tog.

Martin Fogh Skovlyst, stifter af borgergruppen "Stop Billundbanen".

- Der er så få passagerer, at der ikke er fornuft i det. Man sammenligner med lufthavne i Kastrup og Hamborg, hvor der er langt flere mennesker. Billund Lufthavn ligger på en mark, og folk skal i alle retninger, når de kommer til og fra lufthavnen. Så man kan ikke regne med at flytte en masse bilister over i togene. Samtidig fjerner man busserne, hvis vi får Billundbanen, så man flytter faktisk bare passagerer fra bus til tog, siger Martin Fogh Skovlyst. 

Hellere ved ny motorvej

I over tre år har han og andre borgere levet i uvished om, hvad der skal ske, men måske kommer der snart en endelig afklaring. I uge otte indbyder regeringen til drøftelser med især Dansk Folkeparti om dansk infrastruktur.

- Så håber jeg, at man dropper at bruge over en milliard kroner på Billundbanen. Hvis man endelig vil have flere togskinner, så læg dem langs en ny hærvejsmotorvej vest om Billund, hvor det gør langt mere nytte, siger Martin Fogh Skovlyst.