Blokade anmeldt til politiet

Restauratør Amin Skov anmeldte tirsdag aften blokadevagter fra fagforeningen 3F i Vejle til politiet, fordi de spærrede indkørslerne fra Sjællandsgade til den konfliktramte restaurant Vejlegården.

Anmeldelsen blev modtaget af vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, og han gik i gang med at mægle mellem parterne.

- Vi ønsker ikke at blive en part i konflikten, og vi forsøger derfor at holde os udenfor. Vi modtog en anmeldelsen fra restauratøren, og jeg kontaktede derfor telefonisk flere personer på stedet. Det fik efter mit indtryk løst situationen, siger Jørn Lindhardt til Vejle Amts Folkeblad.

To patruljevogne kom tilfældigvis også forbi, ifølge Amin Skov.

Gruppeformand Henning L Troelsen, 3F, oplyser, at kunderne frit kunne køre ind til Vejlegården fra Toldbogade.

- Folk kunne dog også benytte de andre indkørsler, men her kunne de så blive forsinket et par minutter, fordi vagterne her lige sagde goddag til dem, siger han.

Vejlegårdens støtteforening har fået fremstillet et klistermærke, hvor en sorthåret person tisser på 3F-logoet.

Klistermærket er trykt i 200 eksemplarer, og det sælges for 50 kroner stykket.

Formand Martin Jensen fra 3F i Vejle betegner klistermærket som under lavmålet.

3F har fået Arbejdsrettens ord for, at konflikten mod Vejlegården er i orden. Fagforeningen skal dog holde sig indenfor de normale spilleregler for faglige konflikter.