Blokadevagt påkørt i Vejle

En blokadevagt fra 3F blev ved 14-tiden påkørt af en gæst ved restaurant Vejlegården. Gæsten kørte også ind i nogle skilte ved blokaden foran restauranten.

Lederen af lokalpolitiet i Vejle, vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, bekræfter overfor TV SYD, at en bilist er anmeldt for at have ramt en af tre blokadevagter foran restaurant Vejlegården. Desuden blev et skilte ved indkørslen ramt af bilisten, som var på vej ind på restauranten.

- Heldigvis kom blokadevagten ikke noget til, siger formand for 3F Vejle, Martin Jensen. Det er det allervigtigste for os. Men vidner siger, at føreren af bilen tydeligvis gjorde det med fuldt overlæg. Ligesom han kørte henover et af vores bannere, som blev fuldstændig tilintetgjort.

- Det her er en meget skræmmende og en vanvittig opførsel. Blokadevagten kunne jo have mistet førligheden. Om det var planlagt ved vi ikke, tilføjer han.