Borgmester er oppe i det røde felt

Horsens står til at aflevere mellem 52 og 103 millioner kroner til fattigere kommuner. Borgmester indkalder partiledere.

Borgmester Peter Sørensen, (A), i Horsens er oppe i det røde felt. Hans kommune står til at skulle aflevere mellem 52 og 103 millioner kroner til andre kommuner, hvis Folketinget vedtager en ny udligningsordning. Det er den, der sender penge frem og tilbage mellem de rige og fattige kommuner i Danmark.

quote

Uanset hvilken model, de vælger, så vil det betyde store besparelser i Horsens Kommune.

Peter Sørensen, (A), Horsens Kommune

I går kom regeringens finansieringsudvalg med fem forskellige modeller for en ny udligningsordning, og uanset hvilken en, der ender med at blive vedtaget, så skal Horsens af med penge. Mindst 52 millioner, højest 103 millioner kroner.

- Vi kan ikke leve med nogen af modellerne. De vil alle betyde store besparelser i Horsens Kommune, siger borgmesteren.

Torsdag eftermiddag har Peter Sørensen indkaldt lederne af byrådets partier til at drøfte situationen.

-Vi er ikke en rig kommune. Jeg bruger normalt ikke ordet katastrofe, men det er snart der, vi er. Vi retter jo altid ind efter Christiansborg, men ordningen må altså forklares. Hvorfor sammenligner de os med de rigeste kommuner i Danmark som f.eks. Gentofte? Vi er sammensat af nogle helt andre økonomiske faktorer, siger borgmesteren til TV SYD.