Natlig brand i halmballer kunne ses flere kilometer væk

Omkring 40 brandfolk har torsdag aften og natten til fredag kæmpet for at holde en brand i 1600 bigballer i skak. Flammerne kunne ses flere kilometer væk fra brandstedet nord for Ejstrupholm.

Der er fredag morgen stadig ild i de omkring 1600 bigballer. Brandstedet er en halmlade på Smedebækvej 34 ved Gludsted nord for Ejstrupholm.

Beredskabsstyrelsen Midtjylland blev torsdag aften sendt til assistance med 14 mand, autosprøjte og slangegruppe, og sammen med brandfolk fra Brand & Redning MidtVest har omkring 40 brandfolk været i aktion hele natten.

Halmladen var kun en af fire lader på en oplagsplads for bigballer, hvor der ialt opbevares omkring 6000 bigballer. 

Men det lykkedes dog brandfolkene at isolere branden, så der ikke gik ild i de tre øvrige halmlader og en beboelsesejendom. De mange bigballer blev opbevaret med henblik på videresalg  og eksport.

- Vi var heldige med vindretningen - ellers frygter jeg, at alle lader og ejendommen var brændt, siger beredskabsinspektør Jan Johnsen,  fra  Brand & Redning MidtVest til TV SYD.

Brandårsagen er endnu ukendt, men den er opstået i en halmlade uden el-installationer.

Sammen med brandfolk fra Brand & Redning MidtVest har omkring 40 brandfolk været i aktion hele natten.
Sammen med brandfolk fra Brand & Redning MidtVest har omkring 40 brandfolk været i aktion hele natten.
Foto: Karl Erik Lørup, TV Midtvest

- Det er klart, at når der ikke er nogen logisk årsag til sådan en brand, så undersøger vi muligheden for ildspåsættelse, siger Bent Smedegaard, vicepolitikommissær hos lokalpolitiet i Herning, til TV Midt Vest.

De store flammer kunne ses flere kilometer væk, og branden har været så voldsom, at det kommer til at tage flere dage at lade den brænde ud.  

Det lykkedes brandfolkene at hindre ilden i at sprede sig til flere andre store halmlader.
Det lykkedes brandfolkene at hindre ilden i at sprede sig til flere andre store halmlader.