Byggeaffald fra atomkraftværker kan havne lige syd for grænsen

To års diskussion, om hvad man skal stille op med byggeaffald fra nedrevne atomkraftværker, er nu endt med, at miljøministeriet i Slesvig-Holsten anbefaler, at affaldet kan deponeres på en almindelig losseplads - og dermed er en losseplads kun 400 meter fra den dansk-tyske grænse igen i spil.

Atomkraftværkerne Krümmel og Brunsbüttel skal rives ned i løbet af et par år, og striden står om, hvor det svagt radioaktive bygningsaffald skal placeres.

Oprindeligt er syv lossepladser i Slesvig-Holsten udpeget til at kunne huse affaldet - og en af dem er Balzersens Deponie i Harreslev blot 400 meter fra den dansk-tyske grænse ved Frøslev.

Allerede i juli 2016 sagde kommunalbestyrelsen i Harreslev nej til at modtage op til 35.000 tons bygningsaffald fra nedrevne atomkraftværker. Det skete efter heftige lokale protester - også fra dansk side.

Få dage senere meddelte ejeren af lossepladsen i Harreslev, at han slet ikke vil modtage affaldet. 

Men nu er pladsen i spil igen. 

Bygningsaffaldet er kun meget svagt radioaktivt - faktisk kun op til 10 mikrosievert. Den naturlige baggrundsstråling er 2500 mikrosievert om året.

Derfor anser myndighederne bygningsaffaldet for ufarligt. 

Anke Schulz, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Harreslev for det danske mindretals parti SSW, siger til Flensborg Avis, at et deponi med radioaktivt bygningaffald ikke skal ligge så tæt på Danmark og ikke på et sted, der er beboet.