TV der bevæger dig

Carlsberg-strejke kan ende med tomme fadølsanlæg

130 ansatte hos Carlsberg i Fredericia strejker. Det kan ende med tomme fadølsanlæg, lyder det fra Carlsberg.

Det kan blive svært at opdrive en fadøl fra Carlsberg, hvis en strejke blandt de ansatte på bryggeriets afdeling i Fredericia fortsætter. Også produktionen af Coca-Cola og andre læskedrikke har ligget stille siden onsdag på grund af strejken.

- På sigt får det den konsekvens, at vi får svært ved at levere varer til kunderne. Vi har et lager til cirka en uge, så vi håber meget, at det løser sig inden da. Det bliver mere og mere kritisk, for hver dag der går, siger Jens Bekke, kommunikationsdirektør i Carlsberg.

Han kalder situationen for "fuldstændig fastlåst". De strejkende medarbejdere står ifølge Jens Bekke for produktionen af læskedrikke og fustager.

De omkring 130 Carlsberg-ansatte i Fredericia har nedlagt arbejdet siden onsdag, fordi en ny ansat ikke er medlem af fagforeningen 3F.

- Vi har ansat en ny medarbejder, og vi spørger aldrig til fagligt tilhørsforhold på forhånd, for det må vi ikke. Men det har vist sig, at han ikke er medlem af 3F, og det er medarbejderne utilfredse med, siger Jens Bekke til Ritzau.

Ledelsen på Carlsberg blander sig ikke i medarbejdernes faglige tilhørsforhold, og derfor er det svært at få løst situationen, siger Jens Bekke.

Arbejdsretten slog torsdag fast, at det var en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og pålagde derfor de ansatte at vende tilbage til arbejdet. Det har dog ikke afholdt Carlsberg-medarbejderne fra at strejke videre.

Mandag eftermiddag idømte Arbejdsretten de strejkende en bod på 35 kroner i timen. Boden kan blive sat op til 65 kroner i timen gældende fra i torsdags, hvis ikke de 130 medarbejdere møder op på arbejde tirsdag.

Det bekræfter Jan Kristensen Schmidt, gruppeformand for Industri hos 3F Fredericia, over for Jyllands-Posten.

- De ansatte mister deres timeløn, og de får en bod for hver time, de strejker, siger Jan Kristensen Schmidt til jp.dk.

Medarbejderne mødes igen med tillidsrepræsentanterne tirsdag morgen klokken seks.

- Der vil 3F også være til stede og pålægge dem at gå i arbejde, siger Jan Kristensen Schmidt.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden