TV der bevæger dig

Cimber dropper Billund Lufthavn

Flyselskabet dropper ruter fra Billund.

Cimber Sterling sløjfer fritidsruter ud af Billund Lufthavn fra næste sommer.

Dermed må de danskere, som gerne vil flyve fra Billund til Cimbers sædvanlige destinationer som Antalya, Chania (Kreta), Málaga, Palma (Mallorca) og Nice spejde forgæves i fartplanen.

Det skriver hjemmesiden Check-In.dk.

Hos flyselskabet forklarer direktør Jacob Krogsgaard, at de fremover kun vil flyve, hvor de kan tjene penge.

- Vi prioriterer benhårdt og vil fremover kun fokusere på ruter, hvor vi kan tjene penge, siger han.

Jacob Krogsgaard fortæller, at Cimber Sterling indtil videre har disponeret trafikken på fem ud af seks Boeing 737-fly. Det er udelukkende fritidsruter fra København og Aalborg, der indgår heri.

Han mener, at det jyske marked er bedst egnet til chartertrafik, når det handler om fritidsrejsemarkedet.

- Jylland er utroligt stærkt på chartermarkedet. Det er den trafik, der vokser hurtigst ud af Billund, siger Jacob Krogsgaard til Check-In.

I Billund Lufthavn tager lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen meddelelsen om Cimber Sterlings afvikling af leisure-ruterne med ophøjet ro.

- Vi havde forventet, at der var kommet en ny strategi fra Cimber Sterling. Jeg tror dog på, at andre operatører vil gå ind og tage over, hvor Cimber Sterling slipper, siger han.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App