Comeback til Villy Søvndal på talerstolen

Den tidligere toppolitiker Villy Søvndahl var tilbage på talerstolen i anledning af grundlovsdag. Han overvejer et politisk comeback, men er endnu ikke afklaret omkring fremtiden.

Grundlovsdag er søndag blevet fejret i hele landet, men i Mariaparken i Vejle var der en ganske særlig gæst at finde blandt talerne. Nemlig den tidligere toppolitiker Villy Søvndal.

I to år har han stort set været ude af rampelyset, efter at han trak sig fra sin ministerpost i 2013 på grund af en blodprop i hjertet.

- Når man en gang har været rundt i savsmulden som politiker, så er det bare rigtig spændende, og det synes jeg stadigvæk, at det er, siger Villy Søvndal.

Om den 64-årige igen kommer tilbage i jakkesættet har han ikke gjort endelig op med sig selv.

- Jeg har ikke endeligt gjort noget op, og jeg vil ikke afvise noget. Jeg er ikke afklaret på, hvad fremtiden skal bringe for mit vedkommende, siger han

Men det kan også ende i et karriereskift af de helt store, da Villy Søvndal er startet i et band ved navn 'Herreværelset', der kan opleves i Sdr. Bjert ved Kolding den 13. august.