Cyklist dræbt: Påkørt bagfra

En mand i slutningen af 20'erne er død, efter at han mandag morgen blev påkørt af en varevogn i Nustrup ved Skrydstrup. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 6.32 på Røddingvej i Nustrup ved Vojens. Her kom manden cyklende mod syd, da han blev påkørt bagfra.

- Det havde desværre den ultimative konsekvens: At han afgik ved døden, fortæller politiets vagtchef Michael Skaarup.

Føreren af varebilen kom ikke fysisk til skade ved ulykken, men ifølge vagtchefen er han stærkt chokeret.

- Vi skal nu foretage afhøringer for at klarlægge årsagen til ulykken, fortæller Michael Skaarup.

Den afdøde cyklist kommer fra lokalområdet, og de pårørende er blevet underrettet, oplyser vagtchefen.