TV der bevæger dig

Dagblade solgte elendig undervognsbehandling

03:00

Denne Ford Mondeo har fået en såkaldt undervognsbehandling på det tyske værksted.

1 af 2

En række dagblade har lokket 100 bilejere til at købe en total værdiløs undervognsbehandling hos et tysk autoværksted, ASD Automobile i Handewitt ved Flensborg.

De har købt værdibeviser for 1.600 kroner til undervogsbehandlingen hos deal.dk, som ejes af Fynske, Nordjyske og Jyske Medier. Selskaberne udgiver blandt andet dagblade i Horsens, Vejle og Fredericia.

Dagbladene har markedsført ASD Automobile som et autoriseret Dinitrol-værksted, men Dinitrol i Danmark afviser, at virksomheden samarbejder med ASD Automobile.

Dinitrol i Danmark har fået Teknologisk Institut til at teste en af de biler, der er blevet undervognsbehandlet på det tyske værksted.

Test-rapporten viser, at langt den overvejende del af køretøjets hulrum på såvel den øverste del af køretøjet som døre, stolper, front, bagklap, baghjørner i bagagerum samt længde- og tværvanger i motorrummet ikke har fået rustbeskyttelse.

- Den udvendige bundplade har fået tilført rustbeskyttende produkt, som ikke vurderes at tilføre nogen form for rustbeskyttende værdi, da den anvendte behandlingsform ikke er den rette. Desuden er udførelsen tilfældig og med manglende kvalitet og ensartethed. Samtlige stikprøvekontrollerede hulrum på den udvendige vognbund som vanger, forbro og bagbro, bærearme, bagpanel og forpanel samt bagvanger i hjulkasserne er generelt mangelfuld behandlet eller helt uden rustbeskyttende produkt, oplyser Jan Helbo, Teknologiosk Institut, der fører kontrol med danske rustbeskyttelsescentre.

Deal.dk er ifølge lov om fjernsalg ansvarlig for, at kunderne er blevet snydt.

Pengene betales tilbage

Direktør Richard Wraae, dial.dk, oplyser, at firmaet har sendt en mail til kunderne med tilbud om, at de kan få deres penge tilbage. Det har 30-40 kunder foreløbig benyttet sig af. Resten skal sende deres krav inden for to måneder.

- Forhandleren i Tyskland forklarede, at værkstedet var autoriseret, og han fremsendte grafik med Dinitrols logo, så det troede vi på, forklarer Richard Wraae.

Adm. direktør Bjarne Christensen, Dinitrol, siger, at fimaet nu vil undersøge, om Dinitrols varemærke er blevet misbrugt på andre tilbudssider. Dinitrol vil ikke foretage sig yderligere over for de jyske og fynske dagblade, da de har stoppet misbruget af Dinitrols navn.

Det var en bilejer i Østbirk ved Horsens, der rejste sagen om fup med undervogsbehandling.

ASD Automobile i Handewitt tilbyder stadig undervognsbehandling. Prisen er nu nede på 999 kroner.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden