TV der bevæger dig

Danish Crown udsat for afpresning

Foto: Claus Sjodin

Ingen af Danish Crowns slagterier i Syd- og Sønderjylland har modtaget trusselsbreve, men sikkerheden er blevet skærpet på samtlige fabrikker.

Breve med et ukendt pulver, der angiveligt er sundhedsfarligt, er sendt til flere danske fødevarevirksomheder. Det bekræfter Rigspolitiet.

- Det er en meget kedelig sag, vi har med at gøre her. Derfor ser både politiet og andre myndigheder meget alvorligt på de her anmeldelser, siger politiinspektør i Rigspolitiet Uffe Stormly til TV2.

Brevene, der er sendt fra Belgien, skulle foruden pulveret indeholde trusler om, at virksomhederne vil få forgiftet deres varer i supermarkeder, hvis ikke de hver især overfører 300.000 euro i kryptovalutaen bitcoin.

En af de virksomheder, som skulle have modtaget brevet, er den danske slagterivirksomhed Danish Crown. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Danish Crown: Forbrugerne og medarbejdernes sikkerhed har højeste prioritet

Brevet modtog Danish Crown i begyndelsen af april.

- Sagen blev øjeblikkeligt overgivet til politiet, og siden har Danish Crown været i tæt kontakt med politiet og de relevante myndigheder.

- Forbrugernes og Danish Crowns medarbejderes sikkerhed har som altid højeste prioritet. Det er myndighedernes vurdering, at hverken medarbejdere, kunder eller forbrugere umiddelbart er i fare, står der i pressemeddelelsen.

Som konsekvens af brevet er samtlige af Danish Crowns fabrikker blevet instrueret i at sikre adgangsveje. Også den løbende kontrol af adgangskort til fabrikkerne er blevet øget.

Politi i en række europæiske lande har indledt efterforskninger på grund af brevene.

De første af de enslydende breve skulle være kommet 7. april, hvor blandt andet virksomheden Findus i Sverige modtog et brev med hvidt pulver. Findus laver blandt andet færdigretter.

Også en række virksomheder i Italien modtog trusler.

Rigspolitiet ønsker ikke at oplyse, hvilke eller hvor mange firmaer der er tale om.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App