Danmarks bedste sygehus - for 5. gang

Vejle Sygehus er for femte gang blevet Danmark bedste mellemstore hospital, kåret af Dagens Medicin. Prisen overrækkes kl. 12.

? Det er rigtig flot af vores medarbejdere. Og selvom det er femte gang, Vejle ender på toppen i denne undersøgelse, skal vi huske at markere de flotte resultater, siger administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen.

Han glæder sig i år over, at Sygehus Lillebælt har tre afdelinger, der kåres som Danmarks bedste inden for deres speciale. 

Suveræn

Vejle Sygehus, som er en del af Sygehus Lillebælt, er suveræn vinder af kategorien "mellemstore hospitaler".

Men sygehuset er også bedre end de største sygehuse. Af de 23 specialer, som Vejle Sygehus er bedømt på i år, ligger de 19 som  etter eller to'er. Og ikke et eneste speciale er dårligere placeret end nr. syv, notorer Dagens Medicin.

Tre afdelinger

Tre afdelinger i Sygehus Lillebælt tager titlen som danmarksmestre:
 
Øre, Næse & Hals-afdelingen og Øjenafdelingen, begge fra Vejle, plus Fødeafdelingen, Kolding Sygehus, kåres som Danmarks bedste inden for deres speciale.

Kvalitet i fødselstilbuddet

? Mens de to Vejle-afdelinger har prøvet det før, er det et længere sejt træk, der gør, at Fødeafdelingen i år kåres som Danmarks bedste. Afdelingens medarbejdere og ledere har i de senere år arbejdet systematisk på at udvikle kvaliteten i fødselstilbuddet. Og alle tre afdelinger er kendetegnet ved et meget højt medarbejderengagement og dermed ansvar for deres patienter, siger Niels Nørgaard Pedersen.

Ud over de tre overordnede førstepladser har Sygehus Lillebælt 15 afdelinger, der vinder førstepladser inden for deres specialer og kategori, og mange afdelinger følger pænt efter.

Mest produktivt

Men det er ikke den eneste hæder, som Sygehus Lillebælt har fået på det seneste. I sidste uge viste en opgørelse fra Sundhedsministeriet, at Sygehus Lillebælt, som består af sygehusene i Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart og Give, er det mest produktive i landet. Altså det sygehus, hvor man får mest for pengene.

Samtidig har sygehuset netop modtaget det nationale kvalitetsinstituts bevis på, at sygehuset er akkrediteret (kvalitetsgodkendt) uden bemærkninger.

Positiv spiral

- Det er en positiv spiral. Man bliver stolt af at skabe resultater for vores patienter, og den begejstring det giver, skal vi udnytte. Det gør man ved hele tiden at anspore til at søge nye mål for vores behandlinger og ellers give vores fagfolk plads og mulighed for at finde nye veje og forbedre vores sygehus yderligere, lyder det afslutningsvist fra Niels Nørgaard Pedersen.

Chefredaktør Kristian Lund, Dagens Medicin, overrækker kl. 12 torsdag diplomer i forhallen på Vejle Sygehus.

Også hæder til Horsens

Foruden hæderen til Sygehus Lillebælt har også Regionshospitalet i Horsens (Region Midtjylland) fået kåret en afdeling til landets bedste. Det er afdelingen for lungesygdommer.

Læs mere om de flotte resultater på www.dagensmedicin.dk.

Dagens Medicin