Chokeret politichef: 172 sigtet under "Danmarks hurtigste bil"

Syd- og Sønderjyllands Politi var massivt til stede ved Padborg Park i weekenden, hvor der blev afholdt arrangementet ”Danmarks hurtigste bil”.

172 sigtelser, 16 betingede frakendelser, hastigheder over 200 km/t og et tilfælde, hvor føreren af køretøjet havde venstre ben ud af sideruden hen over det udvendige sidespejl. Det er resultatet af Syd- og Sønderjyllands Politis indsats i weekenden på vejene omkring Padborg Park.

- Jeg må indrømme, at jeg er en anelse chokeret, selv om jeg har set meget i min tid, siger lederen af færdselsafdelingen, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt i en pressemeddelelse.

Positivt var dog, at blot en spiritusbilist blev sigtet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Det samlede resultat er 160 sigtede, der genererede 172 sigtelser. De var fordelt på:

  • 41 overtrædelser af hastigheden på motorvejen (130 km), heraf 13 betingede frakendelser

  • 27 overtrædelser på motorvejen (110 km/t), heraf 2 betingede frakendelser

  • 31 overtrædelser på landevej (80 km/t), heraf 1 betinget frakendelse.

  • 6 for tæt kørsel,

  • 12 mobilsnakkere samt

  • 15 for manglende brug af sikkerhedssele.

Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling fik i weekenden assistance af videooperatører fra andre kredse i Jylland og på Fyn.