Dansk Industri: Ødelagte skinner er en katastrofe

Formanden for Dansk Industri i Sønderjylland, Mogens Therkelsen, kalder de ødelagte togskinner ved Farris for en katastrofe og kræver dobbeltspor nu.

Dansk Industri i Sønderjylland er godt og grundigt vrede ovenpå torsdagens togafsporing ved Farris

Ved afsporingen blev en syv kilometer lang togstrækning ødelagt, og strækningen bliver tidligst klar til togdrift om 14 dage.

Men det er ikke bare en almindelig togstrækning. Det er en ensporet strækning, der bærer stort set al godstrafik mellem Skandinavien og resten af Europa, og dermed får skaden store konsekvenser for erhvervslivet.

- Det får kæmpe konsekvenser det her, og vi risikerer flere steder, at kunderne finder andre leverandører, fordi vi ikke kan levere til tiden, siger formand for DI Sønderjylland Mogens Therkelsen til TV SYD.

Han mener, at ulykken viser at politikerne har sovet i timen, når de ikke for længst har lavet et ekstra spor på den vitale strækning.

Strækningen mellem Vojens og Vamdrup har stadig kun ét spor til trods for, at der gennem mange år er udtrykt ønske om et dobbeltspor. Senest er der dog sat penge af til at etablere et dobbeltspor på strækningen i 2015, men det er slet ikke godt nok ifølge Dansk Industri.

- Vi har råbt på det dobbeltspor i 10 år, og det her viser bare at vi skal i gang med det samme. Det har alt for store konsekvenser for eksporten, siger Mogens Therkelsen.

Hør formanden for DI Sønderjylland, når han er med direkte i nyhederne kl. 19.30.