Der bruges mere magt mod udsatte børn

Markant stigning i magtanvendelser på døgninstitutioner.

Magtanvendelser mod børn og unge er steget markant i Region Syddanmarks døgninstitutioner. I 2017 blev der indberettet 420 episoder med magtanvendelse mod de udsatte børn og unge. Det var 60 procent flere end året før. 

Det skriver Fyens Stiftstidende, som har tallene fra regionens seneste årsrapport på området. Ordet "magtanvendelse" bruges om alt fra et fast greb i armen til en decideret fastholdelse. 

Aggressive børn og unge

Regionens socialdirektør, Christian Schacht-Magnussen, oplyser til avisen, at der er nedsat en task force, der skal arbejde på at nedbringe antallet af magtanvendelser.

quote

Mange magtanvendelser handler om at undgå, de gør skade på sig selv, andre eller omgivelserne.

Christian Schacht-Magnussen, socialdirektør i Region Syddanmark

- Enhver magtanvendelse, særligt på børneområdet, er rigtig uheldig og noget, vi forsøger at undgå. Mange magtanvendelser handler om at undgå, de gør skade på sig selv, andre eller omgivelserne, siger Christian Schacht-Magnussen.

Han mener, der er en tendens til, at børn og unge i regionens institutioner viser "mere udadreagerende og selvskadende adfærd" end tidligere.