Lokalopgør: Der var mest brand i tilskuerne

Der var mere brand i tilskuerne end i målscorerne onsdag aften, da Kolding IF og Vejle Boldklub spillede 1-1, mens 4.060 så på. FC Fredericia fik også uafgjort i Viborg.

Efter en spillemæssig trist første halvleg kunne Kolding IF gå til pause med en føring på 1-0 på mål af Denis Fazlagic, der udnyttede dårligt forsvarsspil hos Vejle i halvlegens sidste minut.

Et kvarter inde i 2. halvleg fik Lucas Jensen udlignet for Vejle til 1-1. Selvom Vejle derefter fik skabt flere chancer, sluttede kampen 1-1.

Kampen blev overværet af 4.060 tilskuere.

Fredericia fik uafgjort efter dramatisk afslutning

Viborg og FC Fredericia spillede 2-2 i en kamp, hvor begge hold scorede i tillægstiden.

FC Fredericia kom foran syv minutter før pausen, da Agon Mucolli scorede et pragtmål. Syv minutter før den ordinære spilletids udløb udlignede Jakob Bonde for Viborg. Det skete kort efter, at Viborgs træner Jacob Neestrup fik rødt kort og blev bortvist for dårlig opførsel i frustration over, at han følte sig snydt for et par straffesparkskendelser.

I det 90. minut fik Viborg bragt sig foran 2-1 ved Alassana Jatte, og alt så ud til at være tabt for Fredericia, inden Henry Uzochokwu fik udlignet i kampens allersidste sekunder.

Nyt lokalopgør søndag

Søndag mødes FC Fredericia og Kolding IF i et nyt lokalopgør, mens Vejle hjemme møder Skive.

Efter kampene onsdag aften fører Kolding fortsat 1. division med 13 points for fem kampe - to points flere end Viborg.

FC Fredericia indtager 4.-pladsen med 10 points, mens Vejle Boldklub kun har fem points.