Derfor er der pakkekø hos købmanden

Nu får flere sendt pakkerne til pakkeshops end hjem til privatadressen. Handlen på internettet vokser stadigt.

Der er en god grund til, at pakkeshoppen hos købmanden eller kiosken er proppet til randen. Vi handler stadigt mere på internettet, og nu vælger de fleste at få sendt pakkerne til en pakkeshop.

- Vi må konstatere, at pakkeshops har fået fat hos vores kunder. Vi leverer 500.000 pakker om året, og heraf går 86 procent til pakkeshops. Så der er godt gang i det, og der har været kraftig vækst i det nogle år, fortæller direktør Hans Tosti fra webshoppen Nicehair.dk i Esbjerg til TV SYD.

quote

Vi leverer 500.000 pakker om året, og heraf går 86 procent til pakkeshops.

Hans Tosti, direktør, Nicehair, Esbjerg

GLS henter mange af pakkerne i Esbjerg og kører dem til sorteringen i Kolding. Her kan direktør Karsten Klitmøller også konstatere, at der kommer flere pakker. 

- Nethandlen vokser 12-15 procent om året, og det giver mange pakker, som er til private. GLS er vokset knap 20 procent de seneste tre år - hvert år.

Derfor udvider GLS fortsat og er ved at bygge et nyt depot nord for Horsens. Her skal 100 medarbejdere dagligt sende 25.000 pakker ud til østjyderne, når det står klart til sommer.

I 2007 åbnede GLS den første pakkeshop. Siden er der kommet over 1.500 til, og der bliver nu også åbnet pakkeshops, som ikke er tilknyttet en anden butik.

Pakkerekord

Parfumer, hårvoks og glattejern strømmer ud fra lageret i Esbjerg. 10 automater hjælper medarbejderne med at finde de ting, som kunderne har bestilt. Dagen efter Black Friday kunne Hans Tosti og de 120 ansatte sende 5.000 pakker afsted.

Ifølge en undersøgelse fra Foreningen for Dansk Internet Handel vil kunderne helst have pakkerne helt hjem med det samme, men det kræver ofte, at man er hjemme til at modtage pakken eller har en særlig postkasse.

- Det er klart, at folk helst vil have leveret pakker, som var det af julemanden, der kom ned gennem skorstenen og puttede pakken i sokken. Men for transportøren er den sidste meter den dyreste. Det betyder større udgifter for os og i sidste ende for kunden, siger Hans Tosti fra Nicehair.

Ud over prisen nævner Hans Tosti også, at kunderne gerne vil være sikre på at værdifulde varer ikke bliver væk, som en årsag til, at pakkeshops er populære som aldrig før.