Førstegangsvælgeren Mette møder politikerne: - Det gør mig rolig, når jeg skal stemme

Den 21-årige pædagogstuderende Mette Glibstrup fra Kolding benyttede valgfolkemødet til at stille politikerne de spørgsmål, hun manglede svar på.

Politik kan være en kompliceret størrelse, når man skal stemme for første gang.

Det har 21-årige Mette Glibstrup fra Kolding måtte sande. Hun er derfor taget til valgfolkemøde i Odense for at blive klogere på, hvem hun skal stemme på, når hun om lidt for første gang skal sætte sit kryds ved et folketingsvalg.

Indtil videre har hun læst ivrigt i partiernes valgmateriale, og hun har fulgt med i tv-debatterne, men søndag fik hun mulighed for at stå ansigt til ansigt med personerne bag navnene på stemmesedlen.

Mette Glibstrup snakker politik med Rasmus Vestergaard Madsen, der er folketingskandidat for Enhedslisten i Sydjyllands Storkreds.
Mette Glibstrup snakker politik med Rasmus Vestergaard Madsen, der er folketingskandidat for Enhedslisten i Sydjyllands Storkreds.

- Inden jeg kom herind, der havde jeg lidt en forventning om, at jeg ville stemme Enhedslisten eller SF, men jeg er stadig ret meget i tvivl. Nu skal jeg gå lidt rundt ved de forskellige partier og lige spørge dem om nogen af de ting, der betyder meget for mig, lyder det forventningsfuldt fra Mette Glibstrup.

Mere sikker på sit kryds

I SF’s område på valgfolkemødet møder Mette Glibstrup folketingskandidaten Ditte Helene Rasmussen, der stiller op på Fyn. Mette Glibstrup spørger især ind til partiets miljø- og flygtningepolitik.

Derefter går turen over til Enhedslistens stand, hvor Rasmus Vestergaard Madsen tager en længere snak med den 21-årige pædagogstuderende. Rasmus Vestergaard Madsen er folketingskandidat for liste Ø i Sydjyllands Storkreds.

Ditte Helene Rasmussen (SF) og Mette Glibstrup snakkede både om flygtninge og miljø.
Ditte Helene Rasmussen (SF) og Mette Glibstrup snakkede både om flygtninge og miljø.

Og bagefter er Mette Glibstrup både blevet klogere og mere sikker på, hvor krydset skal sættes den 5. juni.

- Jeg synes, det var meget spændende at høre fra dem begge to og snakke med en kandidat i stedet for kun at læse forskellige foldere. Så det har givet et helt andet indblik, og jeg fik hørt lidt mere om, hvad forskellene på de to partier er. Og jeg har fået styr på de forskelle, der nok kommer til at afgøre mit kryds., siger Mette Glibstrup og fortsætter:

- Når man sidder og ser debatter, så snakker de rigtig meget, men her har jeg mulighed for selv at spørge kandidaterne om de ting, der betyder noget for mig. Det gør mig meget mere rolig, når jeg skal ind og stemme, at jeg har fået lov til at snakke med dem.