TV der bevæger dig

Dorte: Garnbutikken var som en slikbutik

00:43

Dorte Iwersen Hollænder fra Sønderborg deltager i ”Den Store Strikkedyst” som sendes på TV SYD PLUS. Video: Wasabi Film

Dorte Iwersen Hollænder fra Sønderborg deltager i ”Den Store Strikkedyst” på TV SYD PLUS fra lørdag den 17. september kl. 19.55. Foto: Wasabi Film

1 af 2

Dorte Iwersen Hollænder fra Sønderborg deltager i ”Den Store Strikkedyst” som sendes på TV SYD PLUS fra lørdag den 17. september.

Til daglig er hun lægesekretær på Sønderborg Jordemodercenter, hun er gift med Hans Peter, og de har fire børn. Og hun har ikke mange ledige stunder i hverdagene.

Da hun blev udvalgt til strikkedysten, måtte hun lægge Zumba lidt på hylden. Hele foråret brugte hun til at forberede sig til konkurrencen samtidig med, at hun synger sopran i damekoret Alskoret, hun går lidt på jagt sammen med mand og hund, hun skyder lerduer, og så kører hun datteren på 8 år til ballet. 

Garnbutikken! – det var som en slikbutik

Dorte Iwersen Hollænder

Ventetiden, mens datteren danser ballet, bliver brugt på at strikke. Der sad også en anden mor, der strikkede, mens hun ventede. De kom i snak og fandt ud af, at de begge skulle deltage i ”Den Store Strikkedyst”.  Det udløste jubelscener så store, at de bagefter måtte undskylde, hvis deres høje råb havde forstyrret balletundervisningen.

Dorte og Anne Mette (som også deltager i Strikkedysten) har fået et venskab og et fællesskab, og deres døtre er blevet legekammerater.

Hvordan var det at være med?
- Jeg kunne næsten ikke vente.  Det kriblede i fingrene. Men så blev det virkelighed, og vi skulle i gang. Det var en fed oplevelse. Man skulle lige vænne sig til, at der gik kamerafolk og andre rundt, mens vi strikkede, men det generede mig ikke. Og garnbutikken! – det var som en slikbutik. Jeg havde længe set frem til at skulle være ”kunde” i den butik og bare hive garn ned af hylderne, men i situationen skal man jo også tænke sig om, så man ikke vælger det forkerte garn til konkurrencen. Nu glæder jeg mig til at se de andre igen til Fanø Strikkefestival og til Kreative Dage i Fredericia, siger Dorte Iwersen Hollænder.   

Dorte Iwersen Hollænder fra Sønderborg. Foto: Wasabi Film

For fire år siden oprettede Dorte sin egen strikkeklub. De er nu seks piger, der mødes en gang om måneden for at strikke og snakke. Derudover er hun på workshops og deltager i arrangementer, der har med strik at gøre. Ved sådanne lejligheder har hun mødt flere af de tidligere deltagere i Strikkedysten, og de har bidraget med nye ideer, opskrifter og garn til Dortes i forvejen mange strikkeprojekter. Faktisk har hun 26 projekter liggende, som hun bare kan gå i gang med.

Datteren Marie Teresa glæder sig helt vildt til at se mor i fjernsynet. Hun har snakket så meget om det, at hendes lærer har planlagt, at Ahlmannskolens 3. klasse skal se første afsnit i skoletiden om mandagen efter premieren.

 

Dorte Iwersen Hollænder

Alder:            47 år
By:                 Sønderborg
  • Når jeg strikker, så slapper jeg af, nyder farverne og får måske nye gode idéer.
  • Jeg var med i Den Store Strikkedyst, fordi jeg synes, strikkedysten er sjov, udfordrende, spændende og meget kreativ. Jeg havde så meget lyst til bare at hive garn ned af hylderne og gå amok i strik!
  • Det mest overraskende ved at være med i Den Store Strikkedyst var, at tiden virker lang i starten af et projekt, men når man både skal tænke en kreativ tanke, finde garn i garnbutikken, strikke, hæfte og aflevere, så kan tiden pludselig føles kort! Og så var de andre strikkere virkelig dygtige og søde mennesker. Det venskab vil vare ved – det havde jeg ikke lige set komme.
  • Jeg tænker stadig på, da dommerne i strikkedysten sagde til mig, at du er virkelig en dygtig strikker, Dorte! Det skal du altid huske.
  • Når jeg køber (mere) garn, siger min familie – ”ja, det er jo også lige det, du mangler”. De ved godt, at jeg ikke kan undvære det. Til gengæld har jeg også gang i mange projekter. Virkelig mange! Men de bliver også afsluttet. Og min familie får jo glæde af det strikkede.
  • Det, der karakteriserer mig som strikker, er, at jeg strikker nyt, kreerer nyt. Det er sjældent, at jeg strikker det samme flere gange. Det bliver for kedeligt. Der skal simpelthen nye udfordringer, nyt strik til. Det inspirerer mig.
  • Det strikketøj, som jeg er allermest stolt af, er min farverige Möbius i lækre klare farver. Design:  LIVI Strik. Den er meget smuk – og jeg får næsten altid komplimenter for den. Også kjole, hue, sokke-sæt til min datter Marie Teresa er jeg (og hun) meget stolt af. Det er med Cupcake mønster; rigtig flot!
  • Det helt specielle ved strikkere er, at de forstår hinanden næsten med det samme. De taler ligesom samme sprog. De har ligesom også en indre ro. Og har de den ikke lige, så tager de strikketøjet i hænderne – så kommer roen ;-)
  • Skal jeg forkæle mig selv, så bliver der købt noget lækkert tøj, taget på shoppetur med min datter eller veninder, og så skal der selvfølgelig købes eller bestilles garn! Det er som juleaften at lukke en pakke garn eller garntilbehør op.
  • Hvis jeg måtte tage tre ting med på en øde ø, skulle det være min familie, mad og hele mit garnlager. Så jeg kan strikke tøj til os.
  • Hvis jeg skal nævne et forbillede, må det være Kronprinsesse Mary. Hun har god stil. Hun er flot, dygtig og hun er en god mor og hustru.  Hun bruger i øvrigt også meget strik.
  • Min bedste egenskab er, at jeg er kreativ og kan udnytte det på flere fronter. Jeg er god til mad, familien og er et roligt gemyt. Der skal rimeligt meget til at få mig ud af fatningen.
  • Jeg kunne godt drømme om, at jeg var mere vedholdende på visse punkter. Jeg får nogle gange sat for mange ting i gang og får dem så ikke helt færdige. Men det er fordi, der er så meget, jeg gerne vil. Med hensyn til strik er det selvfølgelig også fint nok. Derfor får jeg nogen gange lavet noget, som pludselig kom til mig.
  • Hvis der er noget, jeg vil ønske for fremtiden, så er det endnu mere tid til min familie. Mere tid til Zumba. Mere tid til at bage og strikke. Simpelthen mere tid……….

 

 

 

 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden