Droneflyvning generede folks nattesøvn

Politiet fik natten til tirsdag to anmeldelser fra borgere, der var generet af en drone, der fløj rundt over Baggesens Allé i Esbjerg.

Klokken 01.02 natten til tirsdag fik Syd- og Sønderjyllands Politi den første anmeldelse fra en borger på Baggesens Allé i Esbjerg.

- Vi fik kort tid efter hinanden to anmeldelser fra borgere, som følte sig meget generet af en drone, der fløj rundt i området i nat, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

- Beboerne i området blev simpelthen vækket i deres nattensøvn, da dronen har en meget høj hvislende lyd, når den flyver, fortæller vagtchefen.

En politipatrulje forsøgte efterfølgende at lokalisere droneflyveren, men uden held.

Det er ulovligt at flyve med droner i bymæssig bebyggelse uden polititilladelse. Desuden skal man have et dronetegn, hvis man flyver med droner over 250 gram. Se reglerne på Trafikstyrelsens hjemmeside.