TV der bevæger dig

Legetøjskonkurs: Du kan nå i Toys'R'Us igen

Dørene til Toys'R'Us i Sønderborg har siden den 29. december 2018 været lukket. Nu er de altså åbnet igen for en kort stund. Foto: John Melin, TV SYD

​​​​​​​Børnefamilier skyndte sig mellem jul og nytår afsted til BR og Toys’R’Us for at få byttet julegaver, men nu har enkelte butikker åbnet dørene igen for en stund.

Syd- og sønderjyske børn og legebørn får en ekstra chance for at handle i Toys’R’Us, inden kæden – sammen med BR – lukker ned for allersidste gang.

Top-Toy har besluttet at genåbne flere af kædens butikker for at give kunderne en sidste mulighed for at købe legetøj.

Læs også 10 legetøjsbutikker lukker straks i Syd- og Sønderjylland

Genåbningen sker som et led i forberedelserne til et større januar-udsalg, og drejer sig om i alt 64 butikker i norden. I Syd- og Sønderjylland er det Toys’R’Us-butikkerne i Esbjerg, Kolding og Sønderborg, der igen har åbent for barnlige sjæle.

Bestemte regler for konkurs-åbning

I de genåbnede butikker kan man som kunde handle som normalt. De åbne butikker giver også i enkelte tilfælde mulighed for stadig at bytte varer. Se retningslinjerne i faktaboksen nedenfor.

Bytte, returnering og reklamation

Salg den 29. november 2018 eller tidligere

  • Hvis du har en vare eller gavekort købt før den 30. november 2018, kan du hverken bytte, returnere eller reklamere for varen i butikken. Du kan anmelde et erstatningskrav i konkursboet til toptoy@gorrissenfederspiel.com. Lige nu bør du dog ikke forvente at få tilbagebetaling.

Salg mellem den 30. november og 31. december 2018 eller ved køb fra den 4. januar 2019

  • Ombytning: Du kan bytte din vare til en anden vare i butikken.
  • Returnering: Du kan få udstedt et gavekort med varens beløb. Derefter skal du sende en kopi af gavekort og kvittering med datoangivelse til toptoy@gorrissenfederspiel.com med angivelse af navn og bankkonto.
  • Reklamation: Du kan få en lignende vare i bytte. Hvis den ikke haves, skal du sende dokumentation for fejl og kvittering for køb med datoangivelse til toptoy@gorrissenfederspiel.com med angivelse af navn og bankkonto.

Kilde: Top-Toy.

Med en konkursramt åbning kan visse butikker ikke tage i mod kontanter, så medbring dit betalingskort, hvis du skal være sikker på at få barbiedukken eller racerbanen med hjem.

Åbningstiderne for de tre butikker er som før konkursen, men hvis du ikke kan nå det i tidsrummet eller ikke bor tæt på en af de tre Toys’R’Us-butikker, har du heldigvis stadig mulighed for at handle i kædens onlineshop. Og oplysninger om januar-udsalget? Ja, dem må du vente på lidt endnu.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu