Duelort ødelægger fodboldstadion

Millioner var ikke nok til at bekæmpe rust i Blue Water Arena.

Esbjerg fB har problemer på hjemmebane, og det er ikke på grund af klubbens fodboldhold. En stor koloni af duer har valgt at flytte ind på Blue Water Arena, og deres syreholdige afføring er en af grundene til, at murværket og stålkonstruktionerne krakelerer. Det skriver JydskeVestkysten.

Derfor skal kommunens stadion renoveres, og det bliver en dyr omgang. Kommunen bevilgede ellers 4,7 millioner kroner til at klare problemer med rust og duer, men det er ikke nok.

- Man skal ikke frygte, at taget falder ned i hovedet på tilskuerne. Men hvis vi bare lader stå til, så udvikler det sig jo. Det er jo en bunden opgave, at tingene skal løses, for vi lader ikke det flotte stadion falde sammen, siger Hans K. Sønderby (DF), som er næstformand i Kultur- og fritidsudvalget.

Duerne kan blive skudt

Den fungerende formand for udvalget, Peder Tørnqvist (K), ser en delvis løsning på problemet.

quote

Der er så mange duer, at kommunen bør give tilladelse til at regulere bestanden. 

Peder Tørnqvist, fungerende formand for Kultur- og fritidsudvalget i Esbjerg.

- Der er så mange duer, at kommunen bør give tilladelse til at regulere bestanden. Det vil jeg bede forvaltningen kigge på, for der bliver ved med at komme duer, selv om vi har sat pigge op og forsøger at jage dem væk, siger Peder Tørnqvist til TV SYD.

Han minder om, at Esbjerg Kommune tidligere har givet dispensation til at skyde duer. Det gjorde man for et par år siden, da der var mange duer ved Sct. Catharinæ Kirke i Ribe.

Vind og vejr

Duelorten har ikke hele skylden for rust på Blue Water Arena. Rusten skyldes også vind og vejr samt mangelfuld maling. Det oplyser Niels Bækgaard, som er direktør i Sport og Eventpark Esbjerg, der omfatter Blue Water Arena.

Der er endnu ikke bevilget penge til at udbedre skaderne, men renoveringen bliver en del af de kommende budgetforhandlinger i Esbjerg Byråd.