Efter 17 år har En Søndag på Als draget sit sidste suk

Efter 17 år med musikalsk skovturshygge i Augustenborg Slotspark valgte bestyrelsen tidligere på sommeren at aflyse årets koncert, som ellers skulle have fundet sted i dag.

Det var egentlig planen, at søndagen skulle have budt på musikalsk skovturshygge med et strejf af tysk schlager-fest, når Augustenborg Slotspark igen skulle lægge plæne til den musikalske tradition ”En Søndag på Als”.

I juli måned i år besluttede bestyrelsen bag arrangementet dog at aflyse årets koncert på grund af et svigtende billetsalg.

- Det er super ærgerligt og med tungt hjerte, at bestyrelsen har truffet beslutningen, men det vil ikke være fair overfor foreningens leverandører at fortsætte, når der er udsigt til en pænt underskud, skrev bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Schlagerdronning og musicalstjerne
En Søndag på Als begyndte for 17 år siden og havde i sin storhedstid over 7500 musikglade mennesker til koncert i Augustenborg Slotspark.

I årenes løb har både Sønderjyllands Symfoniorkester og siden Slesvigske Musikkorps ageret som husorkester, og et hav af danske og udenlandske navne har været præsenteret på scenen.

I 2015 kunne koncertgæsterne synge med på Stig Rossen og Vennerne, i 2016 flød Birthe Kjærs melodier i Slotsparken, og i år var den tyske schlagerdronning Sonja Christin, den dansk musicalstjerne Silas Holst og violinisten Kirstine Sand blandt navnene på programmet.  

Antal publikummer

  • 3500 publikommer i 2014
  • 2500 publikummer i 2015
  • 1600 publikummer i 2016
  • 1500 publikummer i 2017

Publikum svinder ind
I faktaboksen til venstre står det tydeligt, at billetsalget er faldet år for år siden 2014. Det er dog ukendt, hvor mange billetter der nåede at blive solgt i år, men i forbindelse med aflysningen besluttede bestyrelsen også at lukke foreningen, da de vurderede, at det ikke vil være muligt at komme igen i 2019.