To personer er fløjet med lægehelikopter til Odense Universitetshospital, efter de forulykkede lørdag morgen på motorvej E45 i nordgående retning ved Rødekro i en soloulykke. En tredje er kørt med ambulance til Aabenraa.
De er fløjet med helikopter til Odense, og de er begge i livsfare
- De er fløjet med helikopter til Odense, og de er begge i livsfare, siger Anders Hansen til TV SYD, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Der var tre personer i bilen i alt. En mor og hendes samlever foran i bilen og kvindens 15-årige søn på bagsædet.
Bilen ramte først autoværnet, hvorefter den trillede rundt. Kvinden og manden sad fastklemte, da redningsmandskabet nåede frem. De blev derefter fløjet til Odense Universitetshospital. Den 15 årige søn på bagsædet kom kun lettere til skade og er kørt med ambulance til Aabenraa Sygehus.
Motorvejen er genåbnet, men der er skader på autoværnet, hvorfor politiet opfordrer til, at man kører forsigtigt.