Efter skrald-kaos: Nu er ny løsning på vej

Politikere fra Vejle skal mødes med RenoNorden for at finde ud, hvem der fremover skal tømme skraldespandene i kommunen.

På mandag mødes repræsentanter fra renovationselskabet RenoNorden med blandt andet borgmester i Vejle, Jens Ejner Christensen (V), og formanden for natur- og miljøudvalget, Karl Erik Lund (DF).

På mødet er der et centralt spørgsmål på dagsordenen: Hvem skal i fremtiden have ansvaret for at tømme skraldespandene i kommunen?

Parterne skal drøfte den nuværende kontrakt, hvor økonomien ikke hænger sammen. Det skyldes blandt andet, at RenoNorden har måtte bruge flere skraldebiler til at løfte opgaven. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Avisen har spurgt formanden for natur- og miljøudvalget om man kunne forestille sig, at kommunen selv overtog opgaven.

- Nej - ikke umiddelbart. Kommunerne har jo en forpligtelse til at udbyde en vis procentdel af deres opgaver - og her passer skraldeindsamling godt. Der er jo flere selskaber end RenoNorden på markedet, siger Karl Erik Lund.

Prisen på den nuværende kontrakt lyder 26,5 millioner kroner om året. Ifølge den skulle RenoNorden stå for skraldeindsamlingen fra 1. april 2016 til september 2022.