Dagen derpå viser Inger Susanne Hedegaard rundt i sit hus. Gulvet slår sig, toilettet lugter og mange ting er blevet ødelagt, da vandet trængte ind.
- Vi var jo blevet advaret, men vi troede faktisk ikke rigtig på, at det var så slemt, fortæller Inger Susanne Hedegaard. Deres lille hus ligger i Moshuse tæt ved vandet, og derfor fik de så store problemer. Faktisk blev huset nærmest omringet af vand, fordi en lille å leder vandet ind i landet ved højvande.
- Så vi havde både havvandet derude fra og brakvandet heroppefra, siger Inger Susanne Hedegaard og peger i begge retninger.
- Det er sådan landet ligger, og det er sådan, vi er ramt. Men det er lidt træls, afslutter hun.