Ejerne søges til masser af tyvekoster

Lokalpolitiet i Vejen flyder over med tyvekoster. Byens betjente har fundet dem under jagten på gerningsmændene bag forårets mange bil-brande. Tyvekosterne savner ejermænd, og  der kom et par stykker forbi i dag for at hente deres ting.

En af dem var anlægsgartner Karsten Kærsaa fra Rødding. For godt en uge siden blev radioen stjålet fra hans bil. Nu havde han hørt, at tyven formentlig var fanget, og så ville han lige se, om hans radio var fundet.

Ingen kasko

Det var den. Heldigvis, for Karsten Kærsaa har en gammel bil uden kaskoforsikring, og han hang selv på prisen for udbedre skaden efter et indbrud i bilen.

Der er travlhed på politistationen i Vejen. Der er bærbare computere, mobil-telefoner, GPS-udstyr og mange andre elektroniske indretninger, som er populære blandt tyveknægte. Flere hundrede tyvekoster skal finde den rette ejermand.

Indtil videre har politiet mørklagt sagen, fordi efterforskningen stadig er i gang. Der bliver formentlig flere anholdelser og sigtelser i sagen.

Tyvekosterne er fundet i forbindelse med en omfattende efterforskning af de bil-brande der har plaget Vejen-området i foråret. Politiet er begejstret for, at efterforskningen giver resultat.