Ekstraordinære indtægter redder KIF-regnskab

KIF Kolding København kommer ud af sidste sæson med et plus på 10,9 millioner kroner. Driften er dog i minus.

KIF Kolding København vendte i det forgange regnskabsår et tocifret underskud til et tilsvarende overskud, men kun takket være ekstraordinære indtægter.

Selskabet bag håndboldklubben offentliggjorde i dag sin årsrapport, og den viser en fordobling i omsætningen fra 15,7 millioner til 30,6 millioner kroner det seneste år.

Til gengæld er det ikke lykkes at få den ordinære drift til at give overskud. Hvor driftsresultatet i 2011/12 viste et underskud på 10,7 millioner kroner før skat, endte man i det seneste regnskabsår med et minus på 15,6 millioner.

Når det alligevel lykkes at få sorte tal på bundlinjen, skyldes det de ekstraordinære indtægter på hele 26,5 millioner kroner, som ikke er beskrevet særligt indgående i årsrapporten.

Og bestyrelsesformand Steffen Busk Jespersen kan heller ikke kaste meget lys over, hvor pengene kommer fra.

- Vi har indgået nogle fortrolighedsaftaler, som gør, at vi ikke kan uddybe det nærmere, siger Steffen Busk Jespersen.

KIF Håndbold Elite skriver i årsrapporten, at man forventer, at "regnskabsåret 2013/14 vil udvise et beskedent resultat".

Hvad det betyder i kroner, kan bestyrelsesformanden heller ikke uddybe.