Elbiler kan tanke gratis i Trekantområdet

Som det første område i Danmark kan ejere af el-biler i Trekantområdet tanke strøm på offentlige ladestandere.

17 ladestandere er nu opsat rundt i Trekantområdets seks kommuner, Kolding, Vejle, Middelfart, Fredericia, Vejen og Billund. Inden 1. august bliver yderligere 13 ladestandere sat op.

Energiselskabet TRE-FOR og de seks kommuner er gået sammen om at skabe en sammenhængende infrastruktur for elbiler for at gøre Trekantområdet til en foregangsregion på elbilområdet.
 
- Det har været vigtigt for os at skabe en sammenhængende løsning, så brugere af elbiler kan bevæge sig rundt mellem for eksempel hjem og arbejdsplads uden problemer med opladning, siger Susanne Krawack, direktør i Trekantområdet Danmark.

El-nettet skal fremtidssikres

Hun peger på, at man i Trekantområdet modsat københavnsområdet har en så dårligt udbygget kollektiv trafik, at man er nødt til at have elbiler som et godt alternativ, når vi en dag ikke længere kan køre i benzin- og dieseldrevne biler.

Elselskabet vil bruge erfaringerne med ladestanderne til den fremtidige indretning af el-nettet.

- Projektet skal være med til at give os nogle erfaringer, som skal hjælpe os til at kunne styre el-nettet intelligent - også når nye energiformer som vind og solenergi kommer til at indgå, siger Helle Damm-Henrichsen, kommerciel direktør i TRE-FOR.

Indtil videre er det gratis at tanke en elbil op på ladestanderne.

Her kan du se, hvor ladestationerne er opstillet.