TV der bevæger dig

Energinet tager til genmæle: Uansvarligt at grave kabler ned

Energinet tilbageviser påstandene om, at man kan lægge mere end 26 kilometer el-kabler i jorden på den planlagte 170 kilometer strækning fra Holstebro til grænsen.

Visualisering af ny 400 kV mast. Foto: Energinet

- Det samlede danske elnet bliver truet på sin stabilitet, hvis mere end 26 km af forbindelsen i Vest- og Sønderjylland bliver lagt som kabel. Det kan ødelægge kompotenter i systemet, men også elektriske apparater ved forbrugerne, sådan lyder det fra  Energinet i en pressemeddelse søndag aften.

Udtalelsen kommer efter en artikel i Jyllands-Posten den 3. november, hvor flere eksperter vurderer, at det er teknisk muligt at undgå højspændingsledninger og master, som skal strække sig i landskabet på en 170 kilometer strækning fra Idomlund ved Holstebro over Esbjerg og til den dansk-tyske grænse.

Men det kan man ikke ifølge Energinet.

- Kabler i jorden opfører sig helt anderledes end luftledninger, og der er ingen steder i verden, hvor der er erfaringer med så lange 400 kV-strækninger, siger Henrik Riis, der er administrerende direktør for Energinet Eltransmission.

Energinets undersøgelser har vist, at det er muligt at lægge op til 15 procent af den 170 km lange strækning som kabler i jorden, og derfor lægger man op til, at op mod 26 km af forbindelsen bliver lagt som kabler i jorden og resten bliver luftledninger.

Hovedproblemet er ifølge Energinet, at lange kabelstræk i en vekselstrømsforbindelse forstærker den 'støj', der er i elnettet, og den støj kan i sidste ende ødelægge komponenter i elsystemet eller apparater hos forbrugerne.

Læs også Rapport: 35 meter høje elmaster gennem Jylland kan undgås

- Konklusionen er entydig

- Forskning og udvikling kan måske vise, at det om 10 eller 15 år er muligt at kabellægge mere, men af hensyn til danskernes forsyning og stabiliteten i det danske elnet tør vi på nuværende tidspunkt ikke at gå længere end 15 procent, siger Henrik Riis.

Henrik Riis anerkender dog eksperters påstande i Jyllands Posten om, at længere kabelstrækninger kan komme i jorden, vil være en mulighed - men ikke nu. 

 - Hvis vi havde rigtig god tid, kunne bruge flere af samfundets penge og var villige til at tage større risici med elforsyningens sikkerhed og kvalitet, så ville det være muligt at lægge længere kabelstrækninger i jorden, men vi har bare brug for forbindelserne nu og ikke om 10-15 år, og derfor er konklusionen entydig, siger Henrik Riis.