Er du det sygeste svin?

Ny app om vildsvinehegnet til Tyskland fortæller journalistik på en ny måde.

Forstil dig, at du spiller overenskomstforhandlingerne i en app, du har downloadet i App Store eller Google Play, og pludselig forstår du meget bedre, hvad de snakker om inde i Forligsen. 

Eller se for dig, at du kæmper mindretalsstatsminister Lars Løkke Rasmussen forbi de politiske modstandere på Christiansborgs lange gange. I en app, du har downloadet i App Store eller Google Play. Pludselig ser du det politiske spil på en ny måde.

Det er præcist det, to journaliststuderende på Syddanmark Universitet i Odense har gjort med en ny app, som de netop har udviklet. Deres app er bare ikke om overenskomstforhandlingerne i Forligsinstitutionen eller om det politiske spil på Christiansborg, men om et vildsvin på vej fra Centraleuropa igennem Polen og Tyskland til Danmark.

Kan du komme forbi det vildsvinehegn, som netop afgåede landbrugs- og miljøminister fra Venstre, Esben Lunde Larsen, sidste år fik Dansk Folkeparti med på at sætte op langs Danmarks grænse til Tyskland? Den, der kommer længst op i Danmark, vinder.

quote

"Det Sygeste Svin" er mere end et spil på din telefon. Det er journalistik i ny form. 

Ane Johansen og Nanna Bach Andersen, journaliststuderende, app-udviklere  

Mere end et spil

App'en hedder "Det Sygeste Svin", og den er mere end et spil på din telefon. Det er journalistik i ny form, siger de to udviklere og journaliststuderende, Ane Johansen og Nanna Bach Andersen.

- App’en er en eksamensopgave. Det er et nyheds-mobilspil, som bygger på fakta. Alle informationer i spillet er fra virkelighedens kendsgerninger om det vildsvinehegn, som de har vedtaget at sætte op langs grænsen.

- Så når vildsvinet skal forcere en sø, er det fordi, det blev dokumenteret i debatten, at vildsvin er glimrende svømmere, fortæller de to.

I april blev en gruppe på femten vildsvin filmet, da de forpustede gik i land efter at have svømmet over Slien syd for Flensborg Fjord i Slesvig-Holsten. 

Virkelighedens vildsvinehyl

- Selv lyden af det sygeste svin i app’en er et autentisk optaget vildsvinehyl, fortæller Ane Johansen og Nanna Bach Andersen.

De to udviklede ideen om en app baseret på virkeligheden i faget journalistisk laboratorium på universitetet.

- Vores mål er at skabe opmærksomhed og viden på en ny måde om et relevant journalistisk emne.

Hent app’en i App Store eller på Google Play og prøv selv, hvor langt op i Danmark du kan komme forklædt som et vildsvin fra Centraleuropa. Denne skribent klarede 55520 meter, kollega Stefan scorede 90555 meter, mens udvikleren selv, studerende Ann Johansens rekord er 70413 meter.

Søg efter ”Det Sygeste Svin” i App Store eller Google Play. 

Kan et hegn holde vildsvin ude? Det er der meget debat om. Videoen her viser, at vildsvinene er gode svømmere.