Esbjerg-træner tror stadig på Superliga-oprykning trods nederlag

Esbjerg er pisket til sejr i returopgøret søndag mod Silkeborg. Træner John Lammers vil dog gribe kampen forsigtigt an.

Esbjerg fB tabte torsdag aften 1-0 på fremmed græs, da esbjergenserne mødte Silkeborg i superligaens nedryknings-playoff.

Resultatet betyder, at Esbjerg søndag aften er nødsaget til at vinde hjemme, hvis klubben vil spille superliga-fodbold i den kommende sæson.

Scorer Silkeborg i returopgøret, efterlader det Esbjerg-holdet i en situation, hvor de skal score tre gange for at vinde samlet. Derfor vil træner John Lammers gribe kampen forsigtigt an.

- Vi skal ikke risikere alt fra det første minut. Vi skal lave en gameplan, hvor vi ikke satser for meget – så risikerer vi at få et mål imod os. Det vil gøre det meget svært, siger John Lammers.

- Jeg har nye idéer

Resultatet fra det første opgør huede naturligvis ikke træneren, som især hæftede sig ved, at hans hold ikke fik scoret.

- Det er ikke et brugbart resultat. Vi skulle have scoret, og det var også det, vi gik efter. Vi havde flere 100-procent-chancer, siger John Lammers.

På trods af udgangspunktet var hollænderen glad for spillernes indsats som helhed.

- Jeg er ikke glad for resultatet, men jeg er glad for spillet og den måde, som spillerne arbejdede på.

Esbjergs træner erkendte efter kampen, at Silkeborg ikke var hans ønskemodstander i de højspændte playoffkampe.

- Silkeborg er et godt hold, og det var nok det værste, vi kunne få. Jeg så blandt andet deres kamp mod Lyngby.

Den hollandske træner har dog ikke givet op. Han forsikrer, at han har nye ting parat til returopgøret.

- Jeg har nogle nye idéer og ting, som jeg vil forsøge at bringe ind i returopgøret. Men det er vist bedst, at jeg holder det mellem spillerne og mig.