Politiet afviser færre ved grænsen

I løbet af det første halvår af 2017 har politi og hjemmeværn afvist 1.131 personer ved den danske grænse.

Man skal have papirerne i orden, når man vil ind i Danmark. Ellers er der adgang forbudt.
Det måtte 1.131 personer sande i det første halvår af 2017. De blev nemlig afvist ved grænsen, da de forsøgte at komme ind i Danmark. Det viser en opgørelse, TV SYD har lavet. 

Det er lidt færre end i 2016, hvor grænsevagterne i løbet af hele året afviste 2.901 personer.

I gennemsnit afviser politiet og hjemmeværnet omkring 40 personer om ugen ved grænsen. Afvisningerne sker, når politiet foretager de rutinemæssige stikprøvekontroller.

I marts meldte integrationsministeriet ud, at de fleste af de personer, der bliver nægtet indrejse i Danmark, ikke har papirerne i orden. De mangler fx et visum eller en opholdstilladelse, og nogle har falske papirer.

EU-kommissionen har bedt Danmark om at afvikle grænsekontrollen til november, men den danske regering har ved flere lejligheder givet udtryk for, at man ikke er klar til at opgive den midlertidige grænsekontrol.