TV der bevæger dig

NATUR

Fem strande har fået nyt badeflag

I Varde har fem strande skiftet det blå flag ud med et hvidt med bølger på. Nu må biler og hunde komme med på stranden.

Sidste år testede Varde Kommune Badepunktsflaget. I år har de så valgt at rulle det ud på fem strande, blandt andet her på Børsmose Strand.- det betyder bl.a.. at biiler må køre ned på stranden Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Mange af os kender helt sikkert det blå flag, der vajer i vinden ved mange strande. Det er et symbol på, at kvaliteten af stranden og vandet er i orden, at forholdene er gode, og at der er livredningsudstyr i nærheden.

Krav til Badepunkt:

  • Rent badevand
  • Badesikkerheden skal være tilpasset den enkelte strand.
  • Der skal som minimum være basal infrastruktur i form af en eller anden slags adgang til toilet og affaldsløsninger
  • Stranden skal forvaltes, så man så vidt muligt får en oplevelse af at komme ud i naturlige og uspolerede omgivelser
  • Hvor det er relevant, tilbyde friluftsoplevelser og/eller andre lokale oplevelser af for eksempel kultur/naturhistorisk karakter eller fokuserer på særlige karakteristika såsom børnevenlig badestrand med videre. 

Kilde: Friluftsrådet.dk

Se mere

I flere år har netop det blå flag hængt ved flere strande i Varde Kommune, men i år må flere nok kigge en ekstra gang, da det blå er skiftet ud med et hvidt. Det hvide flag med blå bølger hedder Badepunkt og er også et kvalitetsstempel for badestrande. Der er bare forskellige krav til de to flag, som Friluftsrådet står bag i Danmark.

I Varde Kommune har fem strande fået det nye flag. Det er Houstrup, Børsmose, Vejers, Høje Knolde og Nymindegab Strand. Ved Hvidbjerg, Blåvand og Henne Strand har kommunen beholdt det blå flag. 

I alt har 14 strande i hele Danmark fået Badepunktsflaget. I Syd- og Sønderjylland er det kun i Varde, du kan finde det hvide flag. Foto: Friluftsrådet.dk

Formand: Tæt på at droppe det blå flag

Den hvide flag viser, at der er rent badevand, særlige friluftsmuligheder og kultur- og naturoplevelser. Derudover er biler og hunde også tilladt på strande med hvidt flag. Hvilket ikke er tilfældet på strande med et blåt. Det faktum var med til at afgøre det for Preben Friis-Hauge, der er formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune. Her overvejede de helt at droppe blå flag-ordningen.

Krav til det blå flag:

  • Rent badevand
  • Livrednings- og førstehjælpsudstyr samt livreddere enkelte steder
  • Nødtelefon på eller i nærheden af stranden eller dækning så mobiler kan bruges som nødtelefon
  • Natur- og miljøformidlingsaktiviteter
  • Information om miljøforhold og naturområder
  • Toiletfaciliteter
  • Affaldsfaciliteter samt affaldssortering
  • Informationstavle

Kilde: Friluftsrådet.dk

Se mere

- Vi er en af landets største sommerhuskommuner, og vi har rigtig mange gæster – ikke mindst tyskere – som har deres hunde med på ferien. Hvis de ikke får mulighed for at tage hunde og biler med på stranden, risikerer vi, at de vælger andre steder at holde deres ferie, siger Preben Friis-Hauge (V) til TV SYD.

Flaget er dog ikke helt nyt. Sidste år var kommunen med i en forsøgsordning, som ifølge Preben Friis-Hauge gik ret godt.

- Vores erfaringer er gode. Gæsterne har taget vel imod ordningen, siger han.