Finpudset futtog indvies i røg og damp

Efter rigtig mange års restaurering er damplokomotiv TKVJ nr. 12. klar til at rulle ud på skinnerne mellem Vejle og Jelling.

Siden 1979 har de frivillige i Sydjyllands Veterantog været i gang med en omfattende renovering af damplokomotivet, der oprindeligt kørte Troldhedebanen fra Kolding over Grindsted til Troldhede.

Nu er det gamle lokomotiv fra 1916 så igen blevet helt køreklar, og skal fremover køre med turister mellem Vejle og Jelling.

Lokomotivet nåede at køre over 1.000.000 kilometer, inden det blev taget ud af drift i midten af halvtredserne. Ud over selve lokomotivet består veterantoget af gamle trævogne bygget i perioden fra 1898 til 1916.

Restaureringen af toget blev færdiggjort i efteråret, men det er først nu, at den officielle indvielse af det færdigrestaurerede tog finder sted.

I dag er der reception på skinnerne mellem Vejle og Jelling. Her er alle, der har været med til at gøre det muligt, at toget igen kommer på skinner inviteret med.

Første afgang for turister og andre med interesse for futtog foregår fra Vejle Banegård  søndag den 10. juli klokken 11.10.