Fire kommuner slår sig sammen

Fire byråd holdt møde sammen onsdag eftermiddag for at øge samarbejdet mellem de fire kommuner. Med Esbjerg som kraftcenter.

- Det her er begyndelsen til noget stort, sagde Henrik Frandsen, Venstre-borgmester i Tønder kommune i sin afslutning på det første møde i af denne slags i Business Region Esbjerg. 

Et møde der skal sikre vækst og udvikling i de fire kommuner: Fanø, Varde, Tønder og Esbjerg. 

- Det her er første skridt til et samarbejde, der giver mening at fortsætte med, sagde Sofie Valbjørn, Alternativets borgmester i Fanø kommune, da hun præsenterede de konkrete forslag, der kom fra en række workshops. 

Esbjerg som kraftcentret

Selv om det drejer sig om fire kommuner, er det meningen at Esbjerg skal stå som hovedstaden. Mødet blev da også holdt i Blue Water Arena i byen. 

- Lad Esbjerg være kraftcentret, sagde Sofie Valbjørn på vegne af en arbejdsgruppe.  

De fire kommuner står da også overfor en række udfordringer. Blandt andet med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. En bedre infrastruktur, der knytter de fire kommuner sammen, og flere uddannelser.

Kom til os

Politikerne vil nu i højere grad se deres kommuner som et fælles arbejdsmarked, hvor man gerne pege på ledige stillinger i andre kommuner end sin egen. De vil sørge for i højere grad at dele den viden og erfaring, hver kommune har. Og gerne søge SATS-puljemidler sammen som fire kommuner i stedet for hver for sig. Satspuljen er statsstøtte, som kommunerne kan søge til projekter indenfor social-, sundheds- , og arbejdsmarkedsområdet til gode for de svage grupper i samfundet. 

De fire kommuner er på vej til at præsentere sig sammen med en fælles profil. Så det ikke længere hedder: Kom til Fanø eller Varde eller Tønder eller Esbjerg. Men "Kom til os".