Før var her 400 jernalderhuse - nu bygges der villaer

Nye parcelhuse skyder op i det østlige Jelling. Efter at have ligget hen som ubebygget mark i mere end 1.000 år flytter der nu igen mennesker ind på det sted, hvor Jellings historie begyndte.

I dag bliver der bygget nye parcelhuse præcis samme sted, hvor der lå en landsby i jernalderen fra år 300-700 efter Kristus. Engang var der huse, hegn, mennesker og dyr. I dag er der kun spor efter stolpehuller tilbage.

20.000 stolpehuller har fortalt arkæologerne, at der var mere end 400 jernalderhuse i landsbyen. 

quote

Vi kan formidle viden på museet og i bøger - men intet slår den oplevelse, som man får ved at bo og færdes på det sted, hvor historien har udspillet sig.

Ove Sørensen, chef, VejleMuseerne

Jernalderlandsbyen ved Langhusvej i Jelling blev udgravet i 2016-2017 af et hold arkæologer fra VejleMuseerne, inden byggemodningen tog fart.

Jelling er i forvejen kendt for højene og de andre monumenter fra vikingetiden. Resultaterne fra den seneste udgravning kan bruges til at blive klogere på overgangen fra yngre jernalder til vikingetid i Jelling.

Var der et tomrum på nogle århundreder, hvor der ikke boede nogle mennesker, eller boede der også mennesker i tiden op mod anlæggelsen af de store gravhøje, runestenene og palisaden? Det skal arkæologerne i gang med at forske i, mens de beboere i de kommende 40 villaer bliver naboer til - og bor oven på - et område med lang historie.

Formidlingsområde indviet

Derfor har VejleMuseerne skabt et såkaldt formidlingsområde ved den nye udstykning, så nutidens Jellingborgere kan fornemme fortiden. En stor glasplade viser, hvordan jernalderlandsbyen kan have set ud for omkring 1.500 år siden, og der er sat skilte op på området.

- Vi kan formidle viden på museet og i bøger - men intet slår den oplevelse, som man får ved at bo og færdes på det sted, hvor historien har udspillet sig, siger museumschef Ove Sørensen til TV SYD.

Et sted, hvor der både i fortiden og fremtiden er fyldt af liv.

- Der har været et leben og et fantastisk liv med husdyr og mennesker ind og ud af husene. Det er et spændende område, forklarer museumschefen.

Onsdag formiddag blev formidlingsområdet Langhusvej officielt indviet af Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) og museumschef  Ove Sørensen fra VejleMuseerne. Nysgerrige kan se meget mere på VejleMuseernes hjemmeside.

- Vi kan formidle viden på museet og i bøger - men intet slår den oplevelse, som man får ved at bo og færdes på det sted, hvor historien har udspillet sig, siger Ove Sørensen, der er chef for VejleMuseerne.
- Vi kan formidle viden på museet og i bøger - men intet slår den oplevelse, som man får ved at bo og færdes på det sted, hvor historien har udspillet sig, siger Ove Sørensen, der er chef for VejleMuseerne.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD