Først var det hjertestop - nu opgraderes ildsjæle til akuthjælpere

Regionen indlemmer Blåvand i akuthjælperordningen. 15 frivillige skal rykke ud samtidig med ambulancen.

66-årige Hans Jørgen Hansen er en glad mand. Længe har han og andre ildsjæle i Blåvand presset på for at blive opgraderet fra hjerteløbere til akuthjælpere. Altså fra kun at blive kaldt ud til hjertestop i førstehjælperordningen Danmark Redder Liv til også at hjælpe til ved mere krævende opgaver som trafikuheld og sygdom. Nu er det næsten en realitet.

- Det er dejligt, at regionen har givet os grønt lys. Jeg glæder mig til at komme i gang. Vi skal helt praktisk begynde med at få gennemført de nødvendige kurser, så vi kan komme til at rykke ud og redde liv, siger Hans Jørgen Hansen til TV SYD.

Akuthjælperordningen i Blåvand bliver nummer 24 af slagsen i Region Syddanmark.

De frivillige akuthjælpere er placeret i områder, hvor det tager forholdsvis lang tid for ambulancer og lægebiler at nå frem. De bliver kaldt ud til hændelser, der er så alvorlige, at ambulancerne kører med udrykning.

Akuthjælperne kan i modsætning til hjerteløberne ikke arbejde alene. Det er et krav, at man som akuthjælper har en aftale med regionen om at dække et geografisk område, hvor regionen ønsker en frivillig akuthjælperordning.

Her findes akuthjælperne i Syd- og Sønderjylland

  • Fanø
  • Mandø
  • Rømø
  • Årø
  • Barsø
  • Varde
  • Blåvand
  • Vamdrup
  • Sommersted
  • Fjeldstrup
  • Nordals
  • Kegnæs
  • Felsted

Et korps på 15 hjælpere

Region Syddanmark forventer, at der kan samles et korps på ca. 15 personer i Blåvand. Mandag indstillede det præhospitale udvalg til regionsrådet, at Blåvand indlemmes i ordningen.

Det vurderes, at ordningen i Blåvand kommer til at koste 40.000 kroner årligt. Pengene er blandt andet til udstyr og uddannelse.

Formanden for det præhospitale udvalg, Mads Skau (V), udtrykker glæde over, at gruppen af borgere i Blåvand har meldt sig som akuthjælpere.

- Jeg bliver simpelthen så glad, når der er mennesker, der ønsker at tage et medansvar i deres lokalområde. Når vi har en gruppe mennesker, der er så dedikerede førstehjælpere, som dem i Blåvand, så giver det også god mening, at vi hjælper dem til at varetage de frivillige opgaver, siger han.

500 frivillige i landsdelen

Akuthjælperordningen findes typisk på de større øer samt i de tyndest befolkede områder. I Syd- og Sønderjylland er den etableret 12 steder, og Blåvand bliver dermed det 13. område med en udvidet ordning. Der stilles der krav om, at de frivillige har en udvidet førstehjælpsuddannelse og holder den ved lige hvert år.

De 23 nuværende akuthjælper- og nødbehandlerordninger har tilknyttet omkring 500 frivillige akuthjælpere. De fungerer først og fremmest på øer uden broforbindelse, halvøer mv. Akuthjælperne kaldes ud via regionens vagtcentral ved ambulance A-udkald.