Formand for Efterskoleforeningen: Vi må ikke lade frygten styre

Frygt for terrorangreb har fået Rejsby Europæiske Efterskole til at tage forholdsregler på studieture. Fornuftigt, mener formand for Efterskoleforeningen Troels Borring. Men frygten må ikke tage over.

Terrorangreb som dem i Paris og Bruxelles gør forældre til eleverne på Rejsby Europæiske Efterskole bekymrede. Derfor har skolen øget sikkerheden på deres tre årlige studieture. Troels Borring, der er formand for Efterskoleforeningen, mener, at man skal passe på, det ikke tager overhånd.

- Det eneste vi under ingen omstændigheder må, det er at lade os styre af frygten. Specielt ikke når vi har en forpligtigelse til at klæde de her unge mennesker på til at møde en globaliseret verden, siger Troels Borring til TV SYD.

Men i følge formanden kan det være fornuftigt at tænke sig godt om, inden man drager ud i verden. Da Rejsby Europæiske Efterskole i april sendte elever til Istanbul tog de flere forholdsregler. Det betød, at eleverne færdedes i mindre grupper, at de undgik offentlige transportmidler, og at de ikke besøgte flere af de store turistseværdigheder.

- Jeg synes det tyder på rettidig omhu. De rejser ud, på trods af at de kan være lidt frygtsomme. Så jeg synes, det er dejligt, de griber det an på den måde.