Fotos førte til anholdelse af to unge mænd efter overfald på bilist

To unge mænd blev tirsdag aften anholdt tre timer efter, at en 49-årig bilist anmeldte dem for at have overfaldet ham med stenkast og ukvemsord efter uenighed om passage i Ribes smalle gader. De blev genkendt på fotos fra episoden.

En 23-årig mand fra Ribe har tilbragt natten i arresten sigtet for vold, mens en jævnaldrende kammerat er blevet løsladt efter afhøring i aftes.

De to blev anholdt i aftes kun få timer efter, at en 49-årig bilist havde anmeldt, at to unge dansktalende mænd havde overfaldet ham både fysisk og med tilråb, da han i en stor varebil havde passeret dem under indkørsel på Sønderportsgade midt i Ribe.

quote

Vi sigter den 23-årige for at have kastet en knytnævestor sten direkte mod den 49-årige og for hærværk mod bilen.

Nikolaj Hølmkjær, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi,

- Vi sigter den 23-årige for at have kastet en knytnævestor sten direkte mod den 49-årige og for hærværk mod bilen. I dag skal han afhøres og derefter sandsynligvis i grundlovsforhør, når vores jurister har vurderet sagen. Hans kammerat blev løsladt, da han ikke sigtes for vold, oplyser Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, onsdag morgen til TV SYD.

Den tilspidsede situation op stod tirsdag kort efter klokken 19 på den smalle Sønderportsgade midt i Ribe. Passagen var ekstra snæver på grund af vejarbejde - og de to unge mænd reagerede voldsomt, da bilen passerede dem. De smadrede også et sidespejl på bilen.

Det var nogle fotos, som politiet har fået i forbindelse med episoden, der førte til genkendelse og anholdelse af de to unge mænd.