FREDERICIA: Midlertidig politiskole, måske en permanent borgmester

Fredericia skal huse den midlertidige nye, vestdanske politiskole. På borgmesterkontoret kan opholdet for Jacob Bjerregaard (A) være alt andet end midlertidigt.

Analyse. Nuværende borgmester Jacob Bjerregaard (A) satser på genvalg i Fredericia. Den plan vil det tidligere borgmesterparti, Venstre, gerne forpurre. Partiet har fået ny spidskandidat: Peder Tind. Han kommer dog på noget af en opgave. Selvom Venstre er det næststørste parti i Fredericia, er de kun halvt så store som Socialdemokratiet.

Uro fra fortiden

Venstre i Fredericia har med valget af Peder Tind som ny spidskandidat for alvor lagt tiden med tidligere borgmester Thomas Banke bag sig. Alligevel trak sagen om Banke igen overskrifter i foråret i år, da han udkom med en selvbiografisk bog om misbrugstiden og sit dramatiske exit fra kommunalpolitik i Fredericia.

Selvom sagen om Banke skaffede Venstre og Fredericia en masse negativ omtale, er det værd at huske, at Banke-sagen ikke kostede Venstre alverden ved valget i 2013 sammenlignet med 2009. Venstre fik godt 300 stemmer færre i 2013 end i 2009. De helt store ændringer skete på venstrefløjen, hvor SF mistede over 3.000 stemmer og Socialdemokratiet vandt næsten 5.000. Sidstnævnte havde dog også noget at hente i 2013 efter et meget dårligt valg i 2009.

Borgmestereffekter

En stor drivkraft i Socialdemokratiets fremgang var den dengang helt nye spidskandidat og nuværende borgmester Jacob Bjerregaard (A). Han fik mere end 7.000 personlige stemmer – altså mere end partiets samlede fremgang. Dette er hans første valg som borgmester, og det er ikke usandsynligt, at borgmestereffekten slår igennem. Borgmestereffekten er, noget forenklet, udtryk for, at en borgmester typisk klarer sig stemmemæssigt godt ved valg – og i særdeleshed ved sit første (gen)valg.

Politi og Big Business på Sydøstegnen

Uanset hvem det bliver er der nok for de kommende års borgmester at tage æren for. Kommunen skal fra 2018 huse den midlertidige politiskole i Ryes Kaserne. Betjentaspiranterne skal holdes varme dér, indtil den permanente nye politiskole er klar i Vejle Kommune i 2020.

Der er også penge på vej fra Amerika. Google har købt en grund til et datacenter, og det sætter gang i drømmene om, at den teknologiske pengeregn nu også falder over Fredericia.