Fredningsforslag for Vejle Ådal vækker undren

Danmarks Naturfredningsforening påtænker at rejse en fredningssag for Vejle Ådal, men lokale politikere er forundrede.

Danmarks Naturfredningsforening påtænker at rejse en fredningssag for Vejle Ådal, men den idé er de lokale politikere ikke udpræget glade for. Faktisk er de lokale politikere lidt forundrede over udmeldingen fra Danmarks Naturfredningsforening.

- Jeg mener jo, at en fredning vil fastlåse den situation, vi har i dag. Vi er ikke interesserede i et museumslandskab i Vejle Ådal. Vi er interesserede i en ådal, der udvikler sig i pagt med tiden og hele tiden har fokus på den naturoplevelse, som ådalen er for vores borgere og for turisterne, der besøger os, siger viceborgmester og formand for Natur- og Miljøudvalget Søren Peschardt (S) til TV SYD.

Vejle Kommune har arbejdet sammen med de lokale fiskeri- og landbrugserhverv i ådalen for at få en frivillig ordning. Også den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening har deltaget i processen omkring tilblivelsen af erhvervs- og udviklingsstrategien.