Grænsekontrol går ud over politiets andre opgaver

Færre sigtes for grov borgerrettet kriminalitet, efter at politiet har optrappet terror- og grænsebevogtning.

Det har mærkbare konsekvenser for borgerne, når politiet bruger ressourcer på grænsekontrol, især ved den dansk-tyske grænse, og på terrorbevogtning. 

Det konkluderer Statsrevisorerne, efter at Rigsrevisionen har undersøgt politiets opgavevaretagelse. Ritzau har gennemgået undersøgelsen. 

Sigtelsesprocenten for grov borgerrettet kriminalitet er faldet med 21 procentpoint i perioden fra 2014 til 2017, fremgår det af undersøgelsen. Og sagsbehandlingstiden er steget.

Med grov borgerrettet kriminalitet mener Rigsrevisionen for eksempel vold, røveri og voldtægt.

Rammer borgerne

Faldet i sigtelser og den stigende sagsbehandlingstid hænger sammen med, at politiet skal bruge ressourcer på at bevogte terrormål og udføre grænsekontrol, fremgår det af beretningen.

quote

Politiet er ikke lykkedes med at opretholde indsatsen på andre prioriterede områder, herunder den borgerrettede grove kriminalitet

Statsrevisorerne i ny undersøgelse 

- Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at Rigspolitiet løbende har omprioriteret med henblik på at løse de prioriterede opgaver med terrorbekæmpelse og grænsekontrol. Statsrevisorerne konstaterer dog, at politiet ikke er lykkedes med at opretholde indsatsen på andre prioriterede områder, herunder den borgerrettede grove kriminalitet. Det har haft mærkbare konsekvenser for borgerne, står der i beretningen.

Ikke penge nok til ekstra indsats

Flerårsaftalen for dansk politi for perioden 2016-2019 fastslår, at politiet skal styrke indsatsen mod terror og illegal indvandring i grænseområdet. Men de ekstra penge, der fulgte med, dækkede ikke fuldt ud behovet for ekstra ressourcer.

Derfor fremgik det af aftalen, at politiet skulle omprioritere sine ressourcer. Men det fremgik ikke, hvilke områder politiet skulle nedprioritere.

Kadetter og hjemmeværn

Undersøgelsen viser dog også, at politiet har reduceret det samlede antal årsværk ved grænsen med 28 procent fra januar 2016 til december 2017. Rigspolitiet har fået assistance fra Hjemmeværnet og Forsvaret og har uddannet politikadetter.

På den måde har politiet reduceret antallet af årsværk ved grænsen fra 598 i januar 2016 til 166 i december 2017. Dermed kan der potentielt skabes luft til andre politiopgaver.