Har bestilt PMVere til sneen

Politiet i Sydøstjylland har bestilt pansrede mandskabsvogne og firehjulstrækkere hos forsvaret for at være klar til snestormene. I Sønderborg og Aabenraa er PMVerne allerede på plads.

- Vi holder et driftsmøde kl. 9, hvor der tages stilling til, hvor meget der skal rekvireres, siger vagtchefen til TV SYD.

Politiet forventer dog ikke de største problemer i dag. DMI tror ikke på regulær snestorm i Trekantområdet, selv om der kan falde op til 10 cm sne.

Men blæsten er allerede kommet i dag. På Vejlefjordbroen advares mod kraftig sidevind fra øst. Vejdirektoratet advarer høje, lette køretøjer mod at køre ud på broen.

Ved 7-tiden blæste presenningen af en lastbil, der var på vej over broen mod nord. Den lagde sig i det sydgående spor og skabte mindre kø-problemer. Kl. 7.25 var presenningen væk, men køerne fortsatte i lang tid.

Politiet meldte ved 8-tiden om, at sneen var begyndt i Tønder-området.